Feed on Posts or Comments

&Open Source &Teknik Søren Hansen den 23 jun 2010

NemID

Jeg sendte følgende mail til Arbejdernes Landsbank i går. Den var signeret med min Digitale Signatur, som jeg netop har fået fornyet, så jeg i det mindste har en signatur, der er gyldig til 2012.

Hej Arbejdernes Landsbank

Jeg læste på forsiden af jeres Netbank, at I vil gå over til NemID
fremover som identifikationsmekanisme til netbanken.

Jeg skal gøre opmærksom på, at jeg ikke ønsker at I tilsender mig en
NemID, som vilkårene er i øjeblikket.

I modsætning til den nuværende digitale signatur gemmes den private
nøgle fremover hos PBS, og ikke hos mig personligt. Dette kan jeg
naturligvis ikke acceptere, da det vil muliggøre, at PBS, eller en
person der bryder ind hos PBS, kan tilegne sig min private nøgle, og
derved udføre handlinger med min signatur.

Den private nøgle skal dannes hos mig personligt, og det er mit ansvar -
og ikke en myndighed – at sikre, at den forbliver hos mig personligt.
Såfremt jeg mister den er det således også mit ansvar at revoke nøglen.

Sålænge NemID’s praksis med selv at besidde de private nøgler er
gældende, kan jeg ikke anerkende signaturen.

Jeg, Søren Hansen, vil aldrig identificere mig selv med en NemID, hvor
det ikke er mig alene, der råder over den private nøgle. Sker det, at
nogen identificerer sig som mig med en NemID, skal dette omgående
anmeldes til politiet som forsøg på bedrageri.

Jeg skal gøre opmærksom på, at almindelig digital signatur, som denne
mail er signeret med, betragtes som gyldig indtil den i signaturen
angivne udløbsdato.

Med venlig hilsen
Søren Hansen

Jeg skal nok ikke regne med at have netbank fremover. Om det får andre konsekvenser ved jeg ikke, men det er da sandsynligt.

FreeBSD &Open Source Søren Hansen den 17 aug 2009

Hjemme igen fra HAR2009

Så er jeg hjemme igen efter en lille uges tid i Holland til HAR2009. Det var ligesom til What! The! Hack! i 2005 en rigtig god oplevelse. Fedt at bo i en lejr iblandt så mange spændende og dygtige mennesker, og se alle de ting de går så højt op i. Vejret var med os, og vi fik vist kun omkring 5 minutters regn den første nat, og ellers holdt det tørvejr, og var behageligt varmt, som det skal være på en ferie.

Udover alt det sociale, mødet med de mange spændende mennesker (også mange fra Danmark), øllene og den irske kaffe ikke at forglemme, så var der også en masse rigtig gode præsentationer. Specielt syntes jeg DNS Security In The Broadest Sense fordi de problemer, der blev diskuteret viser, hvor sårbare vi egentlig er i øjeblikket. Også How to reverse engineer backdoor algoritms hidden in firmware var interessant, fordi det gav rigtig godt mod til nybegyndere, og alle steps de havde udført blev gennemgået. Og så var der naturligvis foredrag om låse – altid et spændende emne. Og i øvrigt også lidt skræmmende – fx. er jeg ikke helt sikker på, at de hollandske politibetjente bryder sig om, at deres håndjern kan låses op med en simpel plastiknøgle.

Der var også ting jeg desværre ikke fik set, som jeg må tage på video. For eksempel de forskellige sessions om GSM sårbarhederne, samt Dan Kaminskys foredrag. Derudover var foredraget om iPhone cracking desværre aflyst.

Der var desuden en del gode ideer jeg tror vi kan bruge i forbindelse med organiseringen af de Open Source Days vi selv arrangerer i Danmark. Det vil jeg lige blunde lidt over, og se om jeg kan få folk med på. Det Jeopardy spil, der blev holdt, virkede faktisk ok, og kunne med nogle forbedringer sagtens bruges til OSD, og jeg er også meget imponeret over deres håndtering af, at lave video af alle foredrag.

FreeBSD &Open Source Søren Hansen den 11 aug 2009

Klar til HAR2009

Nu hvor det danske sommervejr er begyndt at vise sig fra sin vanlige side, er det godt, at det er ved at være på tide at passe den indre nørd lidt.

Bilen er pakket, så nu er jeg klar til at køre til Holland (med en smuttur omkring Aalborg), for at deltage i HAR2009. Jeg var også med til What The Hack for fire år siden i Holland, og jeg håber, at denne gang bliver lige så fed som sidst.

Jeg har egentlig ikke nogen store planer om, hvad jeg skal lave dernede, men jeg har da nogle små projekter jeg skal have arbejdet på – og ellers er der jo ikke noget i vejen for at sidde i BSD-teltet og drikke øl.

Søren Hansen den 21 jun 2009

Zoner i offentlig transport

Når man køber billet til den offentlige transport i Københavnsområdet, skal man som bekendt købe et vist antal zoner. Antallet af zoner afhænger af, hvor langt man skal rejse i forhold til udgangspunktet. Men i realiteten er det ikke det antal zoner man køber fra A til B, men derimod retten til at rejse dette antal zoner væk fra A. Man er således nødt til at købe en rejse, der er dobbelt så lang, som man egentlig har brug for, da billetten giver en ret til at rejse det samme antal zoner den modsatte vej, som man egentlig skal.

På denne måde har trafikselskaberne i årevis kunnet skovle penge ind fra intetanende passagerer, der var nødt til at købe en billet, der dækkede dobbelt så mange zoner, som de egentlig ønskede.

Problemet har altid ligget i stemplingen af billetten. Den har man altid foretaget på start stationen, og således har man købt ret til at køre dobbelt så langt som man ønsker. Men nu med indførelsen af SMS billetten, hvor man selv vælger hvilken station man vil bruge som udgangspunkt, kan man vælge en station, der ligger midt på rejsen, og så kun købe det antal zoner der er fra denne station til start- og slutdestinationen.

Jeg har ikke testet metoden – men moralsk kan jeg intet galt se i det.

Søren Hansen den 05 jun 2009

Tronfølgedebat

Som nævnt i mit tidligere blog indlæg Favorisering af den førstefødte, så stemmer jeg nej til den nye tronfølgelov på søndag. Det gør jeg af følgende årsager:

  • Jeg mener, at yngre burde have lige ret til arven som den ældre. Ved den nye lov vil den ældre altid arve, mens det ved den nuværende lov nogle gange kan være den yngre der arver. Således er der tale om en forringelse.
  • Ændringen der foretages er for mig uklar. Jurister har godt nok sagt god for metoden, men når det drejer sig om Grundloven, så mener jeg principielt, at det der ændres skal være klart og præcist. I sin enkelthed handler det om, at teksten i paragraf 2 i Grundloven:
    • “Kongemagten nedarves til mænd og kvinder efter de i tronfølgeloven af 27. marts 1953 fastsatte regler.”

    Denne tekst ændres ikke i lovforslaget – vi ændrer blot Tronfølgeloven. Jeg mener, at man burde være helt klare her, og ændre teksten i Grundloven til:

    • “Kongemagten nedarves til mænd og kvinder efter de i tronfølgeloven af 27. marts 1953 med ændringer af 24. februar 2009 fastsatte regler.”

    Eller en lignende ændring, så det ikke er til at tage fejl af fremover.

  • Kampagnen Statsministeriet har lavet for at få os til at stemme til tronfølgevalget er ikke neutral, som en kampagne bør være, når den kommer fra regeringen. I stedet for en ligestillingskampagne, burde kampagnen være neutral og faktuel.
  • Normalt er jeg ikke tilhænger af KU. Men jeg mener, at det er et demokratisk problem, at de ikke har kunnet få penge til en nej-kampagne. Det nytter ikke noget, at det kun er den ene side af en sag, der får taleret.
  • Jeg mener egentlig, at vi burde have en rigtig grundlovsrevision. Denne afstemning sætter efter min mening en stopper for den process

Men vigtigere er, hvilke grunde jeg IKKE har for at stemme nej. For når nu den nye tronfølgelov ikke bliver stemt hjem på søndag, vil diverse medier, politikere og udenlandske organisationer med hver deres agenda med garanti prøve at pådutte mig og andre nej-sigere en holdning, som jeg i hvert fald ikke har. Så derfor:

  • Jeg stemmer IKKE nej fordi jeg er imod ligestilling. Tværtimod er jeg for ligestilling – eller rettere, jeg er for, at den mest kompetente besidder en stilling, uanset køn. Dette gælder også i kongehuset. Og den mest kompetente er ikke nødvendigvis hverken af hankøn eller førstefødt. Denne afstemning handler ikke om, om vi er for eller imod ligestilling.
  • Jeg stemmer IKKE nej fordi jeg er imod kongehuset. Jeg er i overvejende grad royalist, og har også i flere sammenhænge argumenteret for, at kongehuset er en fordel fremfor en valgt præsident. Denne afstemning handler ikke om, om vi er for eller imod monakiet.

Men lad os nu se, hvad resultatet bliver på søndag. Uanset hvad, har afstemningen ikke den store værdi lige foreløbig.

Søren Hansen den 24 maj 2009

Europaforvirring

Om to uger er der valg til Europaparlamentet. Eller man burde jo sådan set skrive Europaparlamenterne eftersom de stadig holder månedligt flyttecirkus og rykker frem og tilbage imellem Strasbourg og Bruxelles. Men jeg har stadig ingen anelse om, hvor jeg skal sætte mit kryds.

Det irriterer mig grusomt, at det parlament, der har så stor indflydelse på dagligdags ting, kun bliver behandlet indgående i pressen i de sidste to uger op til valget hvert femte år. Det giver i den grad et demokratisk underskud.

Derudover er jeg træt af, at jeg absolut skal stemme på en dansker. Hey, det er et Europæisk parlament. Med den nuværende opbygning handler det bare om, at stemme på den dansker, der kan skaffe flest danske mærkesager igennem – og den strategi er jeg meget imod. Det handler i realiteten om samarbejde, men hvis som vælgere ikke har et begreb om, hvilke grupperinger, der findes i parlamentet, så har vi ikke en chance.

Kan I for eksempel fortælle mig, hvilken politisk gruppering, der i øjeblikket har flertal i parlamentet? Var spørgsmålet rettet imod Folketinget var der ingen tvivl, men jeg aner det faktisk ikke i EU sammenhæng, og har således også meget svært ved at stille de nuværende politikere til regnskab for de beslutninger de har taget.

Ja – jeg kunne naturligvis interessere mig mere for EU, og være mere opsøgende. Men jeg betragter mig faktisk som et oplyst menneske, der følger med i nyhederne – og alligevel har jeg et meget lille begreb om forholdende i Bruxelles.

Så kære presse: Kan vi i den kommende periode få en mere reelt dækning af parlamentets arbejde?

I det mindste ved jeg da, hvad jeg vil stemme til den anden afstemning.

Søren Hansen den 08 maj 2009

Favorisering af den førstefødte?

Den 7. juni er der udover valg til EU-parlamentet også grundlovsafstemning. Den umiddelbart meget lille ændring, som vi skal tage stilling til findes i Grundlovens paragraf 2, som i øjeblikket lyder:

  • Regeringsformen er indskrænket-monarkisk. Kongemagten nedarves til mænd og kvinder efter de i tronfølgeloven af 27. marts 1953 fastsatte regler.

Det er tronfølgeloven af 27. marts 1953, der skal ændres. Jeg har ikke helt kunnet blive klog på, om datoen også ændres i Grundloven, eller om teksten blot ændres i den oprindelige lov, og den også beholder den oprindelige dato. Uanset hvad, så er det Lov om ændring af tronfølgeloven vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 24. februar 2009, som vi skal tage stilling til. Jeg har det sådan med Grundlovsændringer, at jeg for at skulle stemme for, skal være 100% enig i ændringen – hvis jeg ikke er det, er det bedre at beholde det vi har.

Som det er nu, vil en søn af regenten gå forud for en datter. Dette betyder, at hvis førstefødte er en pige, og der derefter kommer en lillebror, så vil lillebror blive konge. Ændringen af tronfølgeloven vil betyde, at regenten i fremtiden altid vil være en storebror eller storesøster. Aldrig en lillebror eller for den sags skyld en lillesøster.

Jeg er selv lillebror, og jeg mener derfor, at den yngre har ligeså meget ret til tronen, som den ældre. Regenten har såmænd meget godt af, at have haft ældre søskende i opvæksten.

Jeg har fuld respekt for ønsket om ligestilling imellem mænd og kvinder – også i kongehuset, og jeg synes således også, at det ville være fint at få en lillesøster som regent. Men at denne ligestilling skal ske på bekostning af, at vi således aldrig får en yngre søskende på tronen, kan jeg ikke gå ind for. Dette ser jeg som en forringelse af den nuværende lov.

Jeg vil derfor anbefale, at stemme imod den foreslåede ændring af tronfølgeloven.

Søren Hansen den 18 apr 2009

Mig og facebook

Mit forhold til Facebook har i lang tid været, at jeg egentlig var imod det, men jeg havde en profil derinde. Jeg var passivt medlem, det vil sige, at jeg da sagde ja til venskab med folk som jeg kender, men i øvrigt ikke selv aktivt lavede nogen requests. Men grundlæggende synes jeg, at Facebook er noget mærkeligt noget. Lidt ligesom Joakim, der dog helt fra starten også har droppet det der med at knytte kontakter.

Da jeg loggede ind i Påsken, så jeg, at der lå en besked til mig, om hvilket kontonummer jeg skulle betale en gave til, som jeg havde været med i. Beskeden var så fra August sidste år! Umiddelbart havde jeg dårlig samvittighed over ikke at have betalt det jeg skylder til en gave i så lang tid, men grunden var jo ganske enkelt, at jeg ikke havde set beskeden – jeg har ikke brugt Facebook. Og når jeg nu heller ikke er blevet rykket andre steder, så har det nok ikke været så vigtigt. Jeg har da heller ikke hørt noget for det.

Jeg er i Påsken blevet lidt mere aktiv – måske fordi jeg kom til at installere Facebook på min iPhone, og jeg har opdaget, at mange af dem jeg kender bruger det som primær informationskanal til al mulig information. Lige fra en fødsel (tillykke Jonas og Carina) til blot hvad man sidder og laver. Men der er rigtig meget støj, og det har jeg ikke fundet ud af at lue ud i. Det eneste jeg kan konstatere er, at man skal holde sig fra det væld af aplikationer, der forsøger på at få en til at svare på mærkelige spørgsmål eller udfordre venner. Det er rent støj i mine øjne.

Min Facebook profil og min blog skulle nu gerne være linket sammen. Jeg håber på, at det kan få mig til i det mindste lidt oftere at opdatere min blog.

Søren Hansen den 30 mar 2009

Lidt norsk for begyndere

Nogen har sikkert bemærket, at jeg igen er blevet særdeles inaktiv på min blog. Jeg skal åbenbart mindes om, at jeg skal skrive noget på den, for ellers sker der ingenting. Den sidste halvanden måneds tid har jeg arbejdet i Oslo tre dage om ugen. Det giver en del rejseaktivitet, men det er jeg jo snart vant til.

Det specielle ved denne del af Udlandet er dog, at jeg faktisk nogenlunde kan forstå det lokale sprog – og at de også nogenlunde kan forstå mig. De nikker i hvert forstående når jeg snakker til dem, og de svarer ikke altid helt ude af kontekst. Men man skal også passe på med denne nordiske forståelse. Den anden dag deltog jeg for eksempel i et kundemøde, hvor alle bortset fra mig var nordmænd. Høflig som jeg er (og man er vel høflig som konsulent) insisterer jeg ikke på at snakke engelsk (jeg foreslår det ikke engang), men vælger at deltage på norsk med den konsekvens, at de får lov at plabre løs, og jeg må stå af løbet uden egentlig at have fået det ud af mødet jeg skulle.

Man skal dog passe på med norsk. Der er fælder! Hvis de siger til dig, at du skal forberede dig til et møde efter frokost i morgen, skal du ikke regne med, at kunne bruge i morgen formiddag på at forberede dig. Norsk frokost betyder morgenmad, og når nordmændene skal have frokost, så går de til lunsj. Og der er andre: Hvis du har gjort et greit job, så har det ikke samme betydning som det engelske great. Men nærmere godkendt og så ikke mere. Man ved ikke om man skal grine eller græde (grine betyder i øvrigt græde på norsk).

Til gengæld behøver man ikke være helt så påpasselig med tallene. Du kan sagtens sige toogfyrre – de vil bare betragte dig som lidt gammeldags. Men kommer du over halvtreds skal du regne med at bruge femti, seksti etc. På det punkt har svenskerne det langt værre med dansk – de står af allerede når vi når tyve – og så er der i øvrigt en god chance for at syv misforståes med tyve. Men ok, med kendskab til tal på forskellige sprog må jeg indrømme, at danske tal har den mest tåbelige opbygning. Det er værre end fransk, og det siger ikke så lidt. Til gengæld overraskede jeg en nordmand den anden dag, da jeg fortalte ham, at når jeg siger syvtifem, så er det ikke korrekt dansk. Eftersom han havde hørt danskere sige sådan, havde han gået ud fra, at der var to forskellige måder at sige tal på på dansk.

Søren Hansen den 03 feb 2009

Fed skitur

Så er jeg vel hjemkommet fra skitur sammen med bl.a. Joakim. Ingen brækkede lemmer, men de er dog en smule ømme. Specielt knæene beklager sig, men de fik sig også en ordentlig ilddåb idet pisterne i Val Thorens ikke rigtig var præpareret den første dag vi stod på ski.

Ellers var området i Val Thorens helt kanon. Jeg havde jo ikke stået på ski i 15 år, og dengang havde jeg kun oparbejdet fem dages erfaring på skiene, så der var noget at arbejde på. Jeg var dog overrasket over, at jeg allerede på første dag kunne køre på blå pister.

Jeg fik mig en personlig lektion med en fransk skiinstruktør, der næsten kunne snakke engelsk på dag to, og det fik da rettet op på mange ting, og jeg fik hjælp til at slappe meget mere af, når jeg stod på ski. Det var virkelig en god investering, og jeg fik en masse øvelser, som jeg kunne praktisere resten af ugen (hvor pisterne i øvrigt var fint præpareret bortset fra sidst på dagen).

De sidste tre dage var der helt kanon skidage, med skyfri himmel og masser af sol. Det er en vanvittig dejlig fornemmelse at sidde på en udendørsrestaurant på toppen af et bjerg i strålende solskin og kan nyde udsigten udover de sneklædte bjerge.

Dette er helt sikkert noget jeg snart skal gentage. For min skyld må det gerne være Val Thorens igen. Der er stadig rigeligt med udfordringer i de tre dale, som jeg ikke har taget op endnu. Og afterskiing delen må jeg nok indrømme blev en smule forsømt.

Næste side »